fredag den 12. oktober 2012

Lagkagebunde

I dag har jeg bagt lagkagebunde. Det er første gang jeg forsøger mig med at bage dem enkeltvis, men det er helt klart det jeg vil gøre i fremtiden. Sikke nemt det er og så skal jeg ikke i gang med at dele kagen bagefter. Det har jeg nemlig ikke altid lige stort held med.

Til 1 bund i en 24 cm springform har jeg brugt:

2 æg
80 g. sukker
½ tsk. vanillesukker
½ spsk. vand
lidt salt (mindre end en knivspids)
60 g. hvedemel
½ tsk. bagepulver

Mel og bagepulver blandes og stilles til side sammen med en sigte.
Æg, sukker, vanille, vand og salt piskes sammen. Der skal piskes længe. Jeg piskede i 12-15 min. Massen skal blive helt hvid og meget tyk.
Mel og bagepulver sigtes i og vendes forsigtigt i æggemassen. Det er vigtigt man er forsigtig så man bevarer mest muligt luft i dejen.
Jeg synes det er nemmest med et stort piskeris. På den måde får man vendt melet nemt i og bevarer luften rigtig fint.
Bunden fyldes i formen og glattes forsigtigt ud så den er lige tyk over det hele. Herefter bages den ved ca. 175 grader i 12 min.


onsdag den 3. oktober 2012

Lakrids og chokolade cupcakes

Har godt nok været lidt bag efter med at blogge. Det er ikke fordi jeg ikke har bagt men jeg har bare ikke lige fået blogget om det. Desuden har jeg en del gange glemt at tage billeder og bloggeri uden billeder er altså lidt kedeligt.

I går havde jeg fri og havde faktisk en rigtig travl dag, men bagning skulle der være tid til. Det er længe siden jeg sidst har haft kage med til vores meget dygtige teknikere så derfor skulle det være til dem. Og naturligvis fandt et par af kagerne også vej til manden og børnenes maver.

Da jeg selv er meget glad for lakrids og jo har det her lækre lakridspulver fra Johan Bülow skulle det næsten være kager med lakrids. Det blev til cupcakes med lakrids og hvid chokolade.

Til 13 stk. brugte jeg:

3 æg
225 g. lyst muscovadosukker
75 g. margarine
225 g. hvedemel
2 tsk. bagepulver
100 g. hvid chokolade
½ tsk. raw lakridspulver

Tænd ovnen på 175 grader.
Smelt margarinen og afkøl den.
Bland mel, bagepulver og lakridspulver.
Hak chokoladen.
Pisk æg og sukker godt sammen. Jeg valgte at sigte muscovadosukkeret da jeg flere gange har oplevet at det danner klumper i posen som jeg simpelthen ikke kan piske ud.
Rør melblandingen og margarinen i dejen. Jeg brugte piskeren selv om jeg egentligt havde besluttet at jeg ville være nænsom og vende dejen sammen. Da det kom til stykket sprang jeg simpelthen over hvor gærdet var lavest.
Tilsæt til sidst den hvide chokolade og bland det hele godt.

Dejen fyldes i 13 forme og bages i ca. 20 min.

Jeg valgte at lave en flødeosteglasur med lakrids til toppen.
Jeg ved ikke helt hvor meget ost, smør og flormelis jeg brugte da jeg lavede det på slump til jeg syntes smag og konsistens var som jeg kunne tænke mig.